Kig på damen af Jens Peter Kaj Jensen

Spar op til

104 kr.

50/100
Gennemsnitlig bog
ifølge 7 anmeldere

Kig på damenaf Jens Peter Kaj Jensen

Novellerne i "Kig på damen" kredser omkring identiteten og den menneskelige drivkraft, der bor i forestillingen om andres tanker om og blikke på én. At få adgang til en andens blik er et tankeeksperiment, som novellerne på forskellig vis praktiserer.


De digitale kommunikationsformer og deres betydning for de menneskelige relationer har en stor plads i novellerne. Nettets virtuelle rum er også et rum, hvor man kan få uønskede billeder af virkeligheden præsenteret. Titlen "Kig på damen" er en frase fra novellen StoreMogens, og den fortsætter: "så ved du, hvad manden kan". I "StoreMogens" opretter en mand en falsk mailadresse på nettet for i vennens navn at arrangere sin egen polterabend. Han får på den måde adgang til, hvad hans venner mener om ham - og det er ikke en udelt fornøjelse for ham at blive lukket ind i en prosaisk mandeverden, hvor venskab, status og symbolsk kapital kan måles på en skala fra 1-10.

I fortællingen om den jeg-svage Linda, der er konverteret til islam og i det hele taget har travlt med at please manden Mustafa, er det en sms-besked fra en fremmed, der får Linda til at stjæle en andens identitet. Og i novellen "Langå" er mødet på en datingportal på nettet udgangspunktet for en pikant krydsklipning mellem en mands og en kvindes forskellige oplevelser af forførelsesakten og dennes magtspil, i et tog gennem Jylland.


Novellerne i "Kig på damen" inviterer til, at læseren bevæger sig rundt i forskellige blikke på den, der ser. Og her vil også læseren risikere at komme i tvivl om, hvad man egentlig ved om sig selv, og hvad de andre ved.

 

50/100
Gennemsnitlig bog
ifølge 7 anmeldere
De bedste priser:

7 boganmeldelserLæs mere

Vi er stødt på 7 anmeldelser af bogen "Kig på damen" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.

67/100
WA
Glimrende anmeldelse i Weekendavisen
anmeldt af Klaus Rothstein 29-01-2010

Du er så grim, når jeg græder

Jensen skriver med sans for det morbide en række noveller der handler om nutidsmennesker der er fremmede for sig selv og hinanden. Hemmelighederne og manipulationerne står i kø og Jensen har et umiskendeligt talent for den sære fortælling. [Kort referat]

Ikke lagt online
67/100
I
Glimrende anmeldelse i Information
anmeldt af Tue Andersen Nexø 04-02-2010

Rotteræs og hvide bryster

Jens Peter Kaj Jensen skriver med stort sprogligt drive om mænd, der manipulerer og lyver sig gennem kampen for anerkendelse fra især det modsatte køn, men som læser ender man med at savne lidt idyllisk stemning som modspil til alt det smålige og forskruede. [Kort referat]

50/100
EB
i Ekstra Bladet
anmeldt af Frank Sebastian Hansen 05-02-2010

Se mig nu

Jens Peter Kaj Jensens novellesamling 'Kig på damen' rummer 11 intense historier, der kredser om, hvordan vi higer efter at blive set og begæret af hinanden. Intelligent og dygtigt udstiller novellerne det moderne menneskes fortabelse, når livet leves blandt pseudo-venner, og de er skrevet med en skarp og kulsort pen. [Kort referat]

Ikke lagt online
50/100
KD
Middelmådig anmeldelse i Kristeligt Dagblad
anmeldt af Vibeke Blaksteen 06-04-2010

Kort om bøger

Novellerne i denne samling tematiserer blikkets magt over mennesker og mænd i særdeleshed. Man savner som læser et mere nuanceret udgangspunkt og nogle flere niveauer i fortællingerne, men indimellem lykkes det forfatteren at sætte ord på en ”tidstypisk frustration”. [Kort referat]

Ikke lagt online
50/100
JP
i Jyllands-Posten
anmeldt af Erik Svendsen 26-01-2010

De andre skal narres

Novellerne kredser om personer, der er besat af at vide, hvad andre tænker om dem og som manipulerer sig til al opmærksomhed. Som i historien Venner om en litterær stræber, der slesker og masser sig frem i den indspiste litterære undergrund. Hvis novellen indeholder et gran af sandhed, er det åbenlyst, at kunstnerspirer ingenlunde udgør et alternativ til almindelig forråelse. Det er såre menneskeligt, men ikke et videre rart menneskesyn. [Kort referat]

33/100
B
i Berlingske
anmeldt af Mai Misfeldt 12-02-2010

Litterære laboratorieforsøg

Novellesamlingen har ene af sørgelige, selvoptagede mennesker som hovedpersoner, som man ikke får nogen følelser for, og som ikke bevæger en. De er desværre glemt efter endt læsning, og virker alt sammen som et litteratureksperiment, der ikke lykkes. [Kort referat]

33/100
P
i Politiken
anmeldt af Lasse Horne Kjældgaard 06-02-2010