Kunsten at gå på gadenTekster fra tresserneaf Jørgen Leth

En form for filmisk rytme

1960’erne står tydeligere i denne artikelsamling af Jørgen Leth, end i mange andre bøger om tiden. Måske fordi den unge forfatter og kommende filminstruktør også dengang var helt sig selv, søgende og iagttagende. Man fornemmer en personlig og i dag velkendt stemme, der er ved at udvikle sig. 'Det er god læsning.' [Kort referat]

Leth Begins

Jørgen Leth var tilsyneladende overalt i 1960'erne – som en rejselysten Spørge Jørgen slår han rod som kunstner, fylder på af indtryk og møder forfattere og kunstnere, som påvirker ham. Eller som Lars Movin skriver i sit skatkammer af et efterskrift: han spørger om journalist og lytter som kunstner. Ofte er det dybt underholdende, andre gange dog knapt så skarpt skrevet, som forfatteren roser sig selv for i forordet. [Kort referat]

Jørgen Leth som journalist

Jørgen Leths journalistik fra 1960'erne, hvoraf et digert udvalg er samlet i denne bog, har en betydelig 'kunstnerisk udtrykskraft,' men man keder sig ind imellem. Rejseskildringerne er meget tidsbundne og ikke alle interviews er lige gode, men blandt andre samtalerne med Aksel Sandemose samt mesterinstruktørerne Jean-Luc Godard og Michelangelo Antonioni er fremragende. [Kort referat]

"Skrev jeg virkelig så skarpt?"

Jørgen Leth var en fremragende litteraturkritiker, men ikke nogen voldsomt dygtig journalist i 1960'erne. Han har blandt andet en irriterende tendens til at lade sine interviewofre slippe netop som de er ved at komme frem til noget interessant. Denne bog med et udvalg af Leths tidlige journalistik er mere interessant som tidsbillede og som et billede på en ung kunster, der er ved at finde sit eget ståsted. Men 458 sider? 'At samle så meget journalistik – skrevet til avispapir, ikke til bogsider – virker oppustet. Og noget unødvendigt.' Jørgen Leth er jo ikke ligefrem en Thomas Mann eller en Pablo Picasso. [Kort referat]