Når nærvær bliver til fravær, og fortiden forsvinder
Thomas Bredsdorff har skrevet en ’åbenhjertig, klog og hjertevarm bog’ om sin hustrus Alzheimer-sygdom, om sin egen sorg og skyldfølelse, og om de frydefulde øjeblikke, hvor hun snigløber sygdommen med musik eller pludselige tilbagefald til ’den sprudlende, skarpe kvinde, han har været gift med i mere end halvtreds år.’ Sideløbende med sygdomsberetningen løfter Thomas Bredsdorff ’sig fra det personlige og hengiver sig til litterære og filosofiske overvejelser over livet, døden og selvet, og når med afsæt i såvel digtningen som forskningen frem til, at et menneske kan defineres på uendeligt mange måder.’ [Kort referat]