Døden lurer langt ude i skoven
En kvinde opdager, at baggrunden for det traume, hun har tilbragt 15 år på et psykiatrisk hospital for at overkomme, ikke er som hun husker. Sådan begynder Karen Dionnes gyser, som desværre er for forudsigelig og kun ”drypvis uhyggelig.” Problemet er, at personerne er for stereotype og overraskelserne for få, men hvis man ”befinder sig alene i et afsidesliggende sommerhus en mørk og blæsende nat, er bogen et udmærket tidsfordriv.” [Kort referat]