Er en selvbiografisk rejseberetning, som portrætterer en tid, hvor verden eksploderede. Det var en vild tid og en vild tur ud i ingenmandsland, som nogle aldrig vendte tilbage fra - Steppeulvenes Eik Skaløe, som Arne mødte undervejs, var en af dem som aldrig kom hjem. Det gjorde Arne, og bogen handler også om at finde vejen tilbage og kampen for at tilpasse sig.
I 1967 drog den 20 årige Arne Pjedsted Salomonsen sammen med to venner på en rejse, der skulle ændre hans verden for altid. Over land i en folkevogn gennem Europa, Tyrkiet, Iran, Afghanistan og Pakistan til Indien. Men det var også en indre rejse for at lære sig selv at kende, en vild færd med alle de nye stoffer, som var tilgængelige overalt. Til soundtracket af Dylan, Beatles, Red Squares og Cream.
"Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg er havnet her. Det er et privathus. Men der er kun et par afghanere, resten af de tilstedeværende er vesterlandske hippier. Jeg kender et par stykker af dem, men ikke så godt. Vi er i en stor stue og alle har taget LSD. Der er lige så meget her, som der var på Noor Hotel juleaften (...) Langsomt forsvinder alt, følelser og tanker og kendskabet til følelser, dufte, lyde og tanker og til sidst til hvem jeg er. Bevidstheden glider ud af kroppen, men er stadig bevidsthed. Tidløs i en anden verden."
Jeg er ikke vild med bogen, men den har sin berettigelse
Hippierejsen
Tempoet i bogen er sine steder nærmest hektisk, og andre steder trukket i langdrag på en måde, hvor man selv når at blive meget langhåret, mens man læser om de joints, der bliver røget, og ikke mindst hvad pusheren hedder. [Kort uddrag]
