Biografi Dagbog Breve af Tomas Espedal

Spar op til

134 kr.

76/100
Virkelig god bog
ifølge 5 anmeldere

Biografi Dagbog Breve(glemsel) - (epitafer) (et forsøg)af Tomas Espedal

"SMUKKERE BLIVER LITTERATUR IKKE." Politiken 6 hjerter


Berlingske 5 stjerner 


Jyllands-Posten 5 stjerner


Tomas Espedal (f. 1961) er en sjælden blomst i samtidslitteraturen. I tre bøger har han udforsket tre beslægtede genrer: biografien, dagbogen og brevet. Bøgerne handler om de klassiske Espedal-temaer: steder han har boet, hans mor som dør, kvinder han har kendt, bøger han har læst, rejser han har været på og det at blive en vandringsmand. Og så lærer vi i nogle intense tekster en ny side af Espedal at kende, nemlig slagsbroren og bokseren. Som altid deler Espedal generøst ud af sit liv, blotlægger sine inderste tanker, sætter ord på det personlige – uden at blive privat. Espedal er en stor stilist, en sprogkunstner der kredser om det at skrive og om skriftens muligheder. Hvordan formidler man med ord det som ligger en nærmest? Hvordan formidler man sig selv? Hvordan skriver man om sorgen over at miste dem der står en nærmest? Som en anmelder skrev om Dagbog: Det er en af de stærkeste og mest sårbare bøger jeg længe har læst, men også en af de smukkeste. Og en forbløffet anmelder på Le Monde fremhævede Breve for deres ”tilsyneladende kaotiske konstruktion, deres gribende enkelhed og raffinerede stil” og kaldte Espedal ”et stort og åbenbart talent”. Et talent som vi i dag ved at han har indfriet.


ESPEDAL OM BØGERNE 


BIOGRAFI: Biografien, historien om en selv, der er skrevet af en anden. Det er biografiens konvention, men jeg ville skrive om en anden, som så bare også er mig, og jeg ville bruge de almindelige tekniske virkemidler der gør biografien genkendelig som genre. Det starter med en gade, en adresse, et hus. Starter med opvæksten, sådan og sådan, og så bliver det trukket ind i det som er skriftens, så bliver det en anden. 


DAGBOG: Jeg bruger biografien på sproget som en metode, og på den måde var det naturligt at gå videre til dagbogen derfra, for hvem er dagbogen skrevet til? Den er jo skrevet til sig selv! Den skal ideelt set ikke have nogen læser. Den er meget privat. Det er en ophidsende tanke for mig, at jeg skulle skrive en ægte dagbog, og at den skulle trykkes. Der findes mange eksempler på det i litteraturhistorien, og tanken er fortsat at nu skriver du kun til dig selv. Skriv kun til dig selv!


BREVE: Og så skrev jeg brevet, brevet som henvendte sig direkte til en anden, til én, kun til én. Jeg havde skrevet til mig selv i dagbogen, og pludselig voksede dette ”du” frem. Det var næste bog. Brevet er en du-bog. Jeg kalder dem romaner, men det er bare at tænke på det som en dagbog eller som et brev, at det er et brev, næsten en bøn. Den bog er en bøn. Der kunne godt bare have stået ”kom tilbage til mig” i den bog. ”Jeg savner dig. Kom snart tilbage.” Jeg gik i dialog med andre breve. Jeg gik i dialog med Rilkes Breve til en ung digter. Der er en slags Rilke-brev inde i den bog. Det var trilogien, de tre tilsammen, en slags portræt af det at skrive.


Fra et interview med Espedal i Ly.

76/100
Virkelig god bog
ifølge 5 anmeldere
De bedste priser:

5 boganmeldelserLæs mere

Vi er stødt på 5 anmeldelser af bogen "Biografi Dagbog Breve" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.

100/100
P
i Politiken
anmeldt af Bjørn Bredal 07-09-2013
Smukkere bliver litteratur ikke
Ikke lagt online
83/100
JP
i Jyllands-Posten
anmeldt af Erik Svendsen 10-09-2013
Han er god!

Kontrolleret smerte galore

Man skal være en ualmindelig hård banan for ikke at blive blødgjort af den kontrollerede smerte, der er tæt pakket på siderne i disse tre selvbiografiske bøger af Tomas Espedal. De korte tekster er 'insisterende personlige, selvransagende og selvudleverende, fulde af tab, afmagt, død og atter død, ensomhed og vemod' – men aldrig sentimentale og ofte med en befriende tør humor. [Kort referat]

83/100
KD
Fremragende anmeldelse i Kristeligt Dagblad
anmeldt af Liselotte Wiemer 02-10-2013
En forfatter med sprogets vidunderligste klange i sin hule hånd

At fange sproget bagfra

Nye læsere af Tomas Espedal - en af nordens største og mest særegne forfattere – vil nok finde det vanskeligt at begynde med denne selvbiografiske 'bunke notater, tanker, indfald, bekendelser og aflad stakket op' fra 1999 til 2005. Men som klangbund for hans senere værker er bogen vidunderlig læsning. [Kort referat]

83/100
B
i Berlingske
anmeldt af Jeppe Krogsgaard Christensen 10-09-2013
En stor, blivende oplevelse

"Et vanskeligt ansigt"

Det er nærliggende at sammenligne de to norske forfattere, Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård. Begge skriver de om deres eget liv, men hvor Knausgård nærmest forsøger at beskrive sit liv 1:1 forsøger Tomas Espedal at nærme sig en sandhed via poesien og sproget. Det mærker man tydeligt i disse tre bøger, der udkom i Norge mellem 1999 og 2005 og som nu er samlet i én bog på dansk. 'I noget der ligger tættere på poesi end prosa, skildrer han verden og dens mennesker på måder, som vrider nye blikke, fornemmelser og erkendelser frem i læseren.' Det er ikke ubesværet læsning, men ikke desto mindre 'en stor, blivende oplevelse.' [Kort referat]

33/100
WA
Dårlig anmeldelse i Weekendavisen
anmeldt af Nanna Goul 13-09-2013
En kedsommelig og fortænkt distance til læseren

Hvilket ord er skønnest i verden her?

Titlen på bogen angiver, at vi nu har lejlighed til at komme tættere på forfatteren end nogensinde før. Desværre føler man sig i stedet skubbet længere væk. Stilen virker som en 'nøje gennemtænkt og påmalet makeup.' Man bliver fodret med abstrakte og svævende stemningsbeskrivelser, og man bliver ført rundt uden retning i det liv, man som læser af forfatterskabet i forvejen kender. Det hele kommer til at runge lidt hult, selvom der da heldigvis er enkelte undtagelser med fine passager, hvor man kommer lidt tættere på. [Kort referat]

Ikke lagt online