Spartanerne + Rosa Luxemburg + BerlinSandalserien #9af Emil Bønnelycke

Litteraturhistorien var hurtig til mere at se Emil Bønnelycke som sensationsmager end som forfatter af betydning. Bønnelycke introducerede med digtsamlingen Ild og Ungdom ekspressionismen i DK i 1917, så megen kredit er man enige om at give ham, plus det at han fyrede en pistol af som den store finale på recitation af sin dødsmesse Rosa Luxemburg ved ekspressionistaftenen i Politikens Hus febr. 1919. Men måle sig med Otto Gelsted og Tom Kristensen kunne han ikke. - Og nej, det kunne han ikke. Han var ung og der var for meget Johs. V. Jensen-epigoneri over det. I formen og i indholdet og den høje cigarføring. For mig har imidlertid Spartanerne fra 1919 en særstatus i Bønnelyckes forfatterskab. – jeg mener, det er hans vigtigste arbejde. Men litteraturhistorien gjorde det bekvemt for sig selv og kaldte den for ”et eksperiment”. For hvad ligger der egentlig bag flosklen ”eksperimenterende litteratur”. Der ligger det i det, at der er den fuldbyrdede litteratur, som vi kan regne med, den særdeles pålidelige, som har fået det blå stempel etc., og så er der den, der kun er halv og ikke bliver regnet for meget mere end en spøg. Spartanerne handler om krig set med soldatens øjne. Ét spor forløber hos den unge soldat i militærstaten Sparta, et andet spor forløber hos den unge soldat helt fremme i skyttegravene under 1. verdenskrig, et tredje spor forløber hos rekrutten på kasernen i domkirkebyen. I virkeligheden fortæller de tre spor – som blev bortdømt som eksperiment – at krigen er ét og det samme. Alle steder og til alle tider. Hvor det unge menneskes identitet nedbrydes og han forvandles til en lille ubetydelig del i det store maskineri. Realismen hersker. Kærlighed og længsel og død står skarpt overfor hinanden. Bønnelycke tvinger med Spartanerne os læsere til at tænke over, hvad krig gør ved ikke bare soldaten, men os alle sammen.