”Jeg længes efter at kunne favne mine mennesker, ikke kun med åens pludren, vindens pust i pilen og fuglekongens svirp - at de hvide plastiksvaner skal fyldes af kærlighed til dunede unger og ikke skilsmissefædre, som ror formålsløst rundt med deres lånebørn.”
Det er Odense, der fortæller om sine indbyggere. Hvad enten det gælder Knud den Hellige og biskop Beldenak eller den gamle mand med rollatoren og kvinden, der altid banker tæppet 12 gange, kender byen til deres længsler og forbudte tanker. ”Og de har alle sammen hver deres billede af den lille dreng med det viltre hår og et brunt og et blåt øje”
