John Ames Boughton, Jack, er den fortabte søn af Gileads presbyterianske præst. Han er stukket af hjemmefra og lever som hjemløs i St. Louis. Her forelsker han sig voldsomt i den afro-amerikanske Della Miles, en generøs, uafhængig high school-lærer, der også er barn af en prædikant.
Jack og Dellas dybtfølte, plagede og uheldsvangre kærlighedshistorie i 1950’ernes segregerede St. Louis resonerer med alle paradokser i det amerikanske liv - dengang og nu. En fortælling om skyld, skam, kærlighed, forventninger, skuffelse og et møde i poesien.
Gilead-romanerne af den amerikanske forfatter Marilynne Robinson kredser om vores følelsers kraft og kompleksiteten i den amerikanske historie efter Borgerkrigen; de undersøger bl.a. hvordan Borgerkrigen stadig påvirker spørgsmålene om race og religion i det 20. og 21. århundredes USA.
Nåde. Marilynne Robinson udbygger sin fejrede Gilead-serie fra Midtvesten. Efter tre binds tilløb kommer vi endelig helt ind i hovedet på præstens fortabte søn, strejferen Jack. Ida Jessen, som oversatte første bind, Gilead, i 2005, anmelder. [Kort uddrag]
Robinson lærer livsklogt fra sig om indre kaos og ydre kampe. Sæt dig tålmodigt til rette og lad dig gribe af raceadskillelsens konsekvenser og følelsernes stædige kraft. [Kort uddrag]