i hendes liv. Det står klart, da vi møder Frederikke igen i årene op til hendes død i 1933. Nu sidder den gamle dame tilbage, bitter og frustreret over, at hun ikke magtede det liv, hun gerne ville have levet.


"Som roman er Jette A. Kaarsbøls debut kendetegnet ved sikker stofbeherskelse, stor bredde i det sproglige register og originale fortælletekniske greb ... (at hun) som en anden Karen Blixen bruger sin skrift og hele stil som en slags oprørsform og dermed stiller værket suverænt og frit i forhold til den forudsatte læser og over for litterær konvention. På god postmodernistisk facon krænger romanen sit indre ud og afslører sig som spøg og spil. Med Den lukkede bog har vi fået en mere end lovende debut af en ambitiøs forfatter med holdninger til kærlighed og frihed."
Erik Skyum-Nielsen, Information

"En særdeles velfortalt historisk roman om kærlighed i det moderne gennembruds tid. Den rammer lige ind i vor egen tids tvetydige opgør med kulturradikalismen ... en yderst dreven fortæller med et velgørende overskud af sprog. Ligesom Pontoppidan ejer Kaarsbøl en skikkelsesdannende evne, som er sjælden, og som gør, at personerne ikke bare er karikerede papfigurer men virkelig lever og ånder i en tredimensionel verden. Selv træder Kaarsbøl imponerende sikkert ind i en realistisk tradition, der skriver sig tilbage til det moderne gennembrud, som hun på én gang arver og kuldslået forholder sig kritisk til."
Lars Handesten, Berlingske Tidende

"En af den slags sjældne udgivelser, der overrumpler. Ikke alene i kraft at det talent, den demonstrerer. Men også fordi absolut ingen i danske litterære kredse nogen sinde havde hørt om forfatteren før den dag, da hun ... lod et manuskript på over 500 sider dumpe ind hos Gyldendal og hensatte de garvede forlæggere i forundring over, at noget så helstøbt kunne komme fra en person, der aldrig tidligere har udgivet så meget som et lille bitte digt i et litterært tidsskrift."
Søren Kassebeer, Berlingske Tidende

"Jette Kaarsbøls overbevisende debut tilgodeser både litteraturens grovædere og de kræsne sprogsmagere. Forfatteren behersker det store format, et myldrende persongalleri og sin egen moderne forfatterrolle, som hun endda har frækhed og overskud til (sine steder næsten risikabelt) at minde om. Hun har modet til bardus at lade forfatterstemmen kommentere moral- og samfundsforhold midt i fortællingen, som da heller ikke lader sig standse."
Marie Tetzlaff, Politiken