Fordi du fortjener detFra feminisme til favorismeaf Hans Bonde

Bondes lov

Denne anmelder erklærer sig på forhånd stort set enig med Hans Bonde i hans kritik af blandt andet 'kvindefavoriserende ansættelsesprocedurer og særlige kvindepriser inden for kulturlivet.' Både anmelder og forfatter mener, at 'begge køn skal have samme ret til at vælge og prioritere i deres liv' og at det er forkert at lade 'kvinder fremstå som undertrykte og beskyttelseskrævende.' Dog mener anmelderen, at Hans Bonde skyder med spredehagl og rammer alle kvinder selvom det i virkeligheden kun er et fåtal af 'elitekvinder (typisk akademikere), der for skatteborgernes penge i årevis har dyrket og politisk fremmet en socialkonstruktivistisk opløsning af forskellene på han og hun.' [Kort referat]

Diskrimination imod diskrimination

Hans Bonde har med denne bog om 'ligestillingsdebattens vildveje' placeret sin bagdel meget præcist i sparkehøjde. De slag, der måtte komme, er delvist selvforskyldte, for Bonde lægger ud med en ret sølle og let angribelig 'kritik af Socialdemokratiets valg af Helle Thorning-Schmidt til leder.' Det er ærgerligt, for bogen er fyldt med kølig, omhyggelig argumentation og statistiske kilder samt øjenåbnende eksempler på, vor galt det kan gå, når man forsøger at bekæmpe påstået diskrimination af kvinder med omvendt ditto af mænd. [Kort referat]

Blind mand anklager

Hans Bonde støjer alt for meget i sin debatbog om køn og kønspolitik. 'Helle Thorning Schmidt blev kun statsminister, fordi hun er en ung, smuk, lyshåret kvinde.' At andre kvindelige ministre er valgt som kvindelige maskotter er udtryk for ren symbolpolitik. Den slags buldrende insinuationer larmer så meget, at man nemt læser hen over de ganske 'vigtige og kritiske indsigter', der gemmer sig i bogen. Blandt andet er det relevant at spørge, hvor grænsen går mellem ligestilling og tvungen kønsbalance, eksempelvis i bestyrelser. Hans Bonde afviser, at der findes kønsdiskrimination i Danmark. Feltet er lige åbent for mænd og kvinder, skriver han, og hvis man ikke når i mål, skyldes det udelukkende egen uformåenhed. Denne blindhed overfor realiteterne forbløffer anmelderen, som finder det vanskeligt at lytte til forfatterens berettigede kritik, når han samtidig er så blind for, hvor meget de maskuline privilegier (stadig) fylder. [Kort referat]