forgænger Thomas Kingo. Brorson tilhørte pietismen, 1700-tallets stærke fromhedsbevægelse, og hans verden er indadvendt, lidenskabelig, dybsindig. Den er både poetisk opfindsom og teologisk stringent; gang på gang åbner den sig mod det visionære. Brorson er barn af en videnskabelig og forstandsklar tidsalder: Oplysningstiden. Skønt Oplysningstid og pietisme ofte klichéagtigt modstilles, er deres mellemværende meget mere inspirerende og overraskende end man skulle tro. Hvis Oplysningstiden udfører en ny, metodisk kritik af den gamle verden, udfører pietismen en tilsvarende gennemlysning af en træt og upersonlig lutherdom. Ikke bare verden, men også menneskesjælen trænger til oplysning! I indledningskapitlet viser Erik A. Nielsen os den pietistiske bevægelse i al sin tvetydighed. Den var barsk og dømmesyg, men også klarsynet og gennemmetodisk. Senere føjer et stort kapitel på overraskende vis Brorson ind i den kristne meditations stærke tradition. Som poetisk teolog er Brorson uovertruffen; mængder af kristendommens symbolik nyfortolkes hos ham, og bogen kan bruges som leksikon over hele denne ikonografi. Forsidefoto: Frede © Farmand