Billedhuggerens datteraf Tove Jansson

Gipsplatter er der ikke kunst

Tove Jansson havde en særlig ’evne til konsekvent at sætte sig i barnets sted,’ og det gør både hendes børnebøger og denne barndomserindringsroman ’så ekstremt læseværdige.’ Den sproglige fantasi sprudler på siderne uden på noget tidspunkt at forlade barneverdenen. Og nuancerne og observationerne af barnets blik på de voksnes sære manerer gør denne forbilledligt oversatte bog til ’en stor oplevelse.’ [Kort referat]

Barn blandt kunstnere

Tove Jansson var i midten af 50’erne, da hun skrev denne bog om sin barndom i et Helsingfors-hjem med bohemeånd og massevis af kunstnergæster. Men man mærker ikke afstanden i tid. Tværtimod føles det som om man er helt tæt på, og ’det er naturligvis det, der er hendes mesterskab.’ Ikke alene fremmaner hun en lys og lykkelig barndom, men hun forklarer også indirekte, ’hvorfor hun siden blev kunstner; hvorfor det næsten var forudbestemt.’ Alt sammen skrevet i et tindrende klart og præcist sprog. [Kort referat]

Hvilken svir

I Tove Janssons erindringer lader hun os kigge ind i barndomshjemmet og dermed ind i Mumidalen. Det er en bog med indlysende kvaliteter, som er en fornøjelse at læse, men vi ville næppe kende den, hvis ikke hun var Mumitroldenes moder, for de to er tæt forbundne. Når hun i bogen fortæller om sin barndom, forstår man, hvordan historierne om Mumitroldene blev til. [Kort referat]

Magi i Mumi-forfatterens barndomshjem

Mumi-troldenes mor giver i denne erindringsbog ’opskriften på, hvordan hendes krinkelkrogede og kreative sind’ tog form i et frisindet Helsinki-kunstnerhjem. Hvis man elsker melankolien fra Tove Janssons Mumi-serie, er dette bogen om den virkelighedens magi, der ligger bag. [Kort referat]