Jeg ville være enke, og jeg ville være digterGlemte tekster af Tove Ditlevsenaf Tove Ditlevsen

Avantgardeforfatteren, der var elsket af folket

Det private og det offentlige hang uløseligt sammen for Tove Ditlevsen. Det er formentlig en af grundene til, at mange af hendes tekster stadig virker friske – hun gav meget af sig selv uden at være det mindste selvpromoverende. Og så er hun faktisk ualmindeligt sjov, som når hun ironisk konkluderer, at ’livet er såmænd ikke så slemt, årene mellem fjorten og halvfjerds er de værste.’ Denne buket af Ditlevsen-klummer og andet er ’smukt illustreret og godt udvalgt’ af Olga Ravn. [Kort referat]

"Jeg tror, jeg er en lille smule sindssyg"

Den blomstrende interesse for Tove Ditlevsen som følsomt menneske og stærk forfatter giver sig fornemt udslag i en ny udgivelse med glemte tekster. [Kort uddrag]

Tårer og tæsk fra Tove

Tove Ditlevsen fejres behørigt i denne samling af kronikker, klummer og brevkasse-svar fra hendes 20 år som bestyrer af hverdagsproblemer i Familie Journalen. Hele vejen igennem sprudler hun som skribent og giver med sine dybt personlige tekster om død og selvmord denne anmelder både en ’klump i halsen og kløe i øjnene.’ [Kort referat]

Folk, der har ret, er så frygteligt kedelige

Tove Ditlevsen lagde ikke skjul på, at hun også skrev for at få penge i kassen. En hurtig klumme eller en ´fidusdigt’ kunne få månedens husholdningsregnskab til at stemme. Men selvom kvaliteten svinger igennem denne samling af non-fiktive tekster fra den mindre kendte del af hendes produktion, ’lyser hendes chokerende ærlighed gennem alle teksterne.’ [Kort referat]