Blå timeraf Joan Didion

Alene tilbage

Det er beundringsværdigt, hvordan Joan Didion har formået at skabe erindringskunst først ud af sorgen over sin mands død i 2003 og nu adoptivdatterens bortgang i en alder af kun 39 år. Biografien berører forholdet mellem arv og miljø, tidligere og nutidig børneopdragelse og ikke mindst den grænseløse smerte ved at miste et barn. Det er en fremragende udført fortælling, der ’smukt føjer sig ind i den stolte tradition for erindringslitteratur’. [Kort referat]

Didion uden sin datter

Trods de høje forventninger man må have til Joan Didions fortsættelse af det lille mesteerværk ’Et år med magisk tænkning,’ bliver man ikke skuffet. Bogen handler om forfatterens adoptivdatter Quintna Roo, der ligesom forfatterens mand døde i en alt for ung alder, og om moderens forsøg på at finde en årsag til datterens ’skrøbelige personlighed.’ Det er smertefuld læsning, men også ’en livsbekræftende meditation over forældrerollen.’ [Kort referat]

En dukkes død

Den amerikanske forfatter Joan Didions anden bog om død og tab, handler om adoptivdatteren Quintana, der døde som kun 39-årig. Endnu mere handler den dog om forfatterens selv og det er ikke noget flatterende selvportræt. Hun fremstår som en ubetænksom mor og en jamrende, selvoptaget ældre dame. [Kort referat]

Sorgens glamour

Egentlig skulle denne erindringsbog handle om bearbejdningen af den sorg, som datterens død efterlader Joan Didion i. Desværre 'fremstår bogens sorgbearbejdning som et selvbevidst arrangeret og stylet modemagasin', og man kan ikke undgå at mistænke Didion for kynisk at spekulere i at omsætte datterens død til bestseller-valuta. Bevares, bogen rummer da 'øjeblikke af faktisk indlevelse, medfølelse og indsigt', men det overordnede indtryk er, som en anmelder i The Guardian udtrykte det, at 'i stedet for at sørge med hende, får vi lov til at se hende sørge'. Det er sørgelig læsning. [Kort referat]

Sorg på godt og ondt

Joan Didion skriver med sort klarsyn om sorgen ved at miste sin datter og om modstanden mod at blive ældre. Hun trækker læseren 'gennem de store følelser med filosofisk nøgtern distance, så håbet fremstår - nærmest ad bagvejen.' [Kort referat]