ledere og medarbejdere i velfærdsstatens maskineri at adressere systemiske problemer, især når det gælder misforhold mellem krav og ressourcer. I stedet lander ansvaret hos den enkelte, som føler krav om at overbyde i forhold til tid og ressourcer. I bogen anskues denne dynamik som en radikal individualisering, hvor det næsten bliver umuligt at etablere ændringer, som har en større systemisk effekt. I stedet skruer og doktorerer man på individets arbejdsomhed, ansvarsforståelse, overbudsvillighed, selvledelsespraksis og robusthed.  Dette understøtter tendensen til at se kollaps (både individers og organisationers) som undtagelsestilstande, der ikke kræver systemiske ændringer. Når vi ser situationen som en undtagelsestilstand, kræver det tilsyneladende blot, at vi får dét individ eller dén organisation på benene igen – gerne med de samme midler, der rent faktisk bidrog til kollapset i sin tid, herunder lovsang af robusthed, selvledelse og ansvar for egen sygdom. Som ideologi er individualismen svær at udfordre, fordi den fletter sig kompliceret sammen med selvrealiseringsidealet og følelsen af at have ’ret’ til at være noget særligt i arbejdssammenhæng.

Susanne Ekman har skrevet en aktuel og virkelighedsnær debatbog om den danske velfærdsstats udfordringer og krise. En bog, som uden tvivl vil vække debat og opmærksomhed i den danske offentlighed – både blandt politikere, praktikere og helt almindelige danskere.