Der er ikke noget at grine af i Hagens digte. Tværtimod
En litterær voldshandling mod molboens undertrykkelse
Christina Hagen demonstrerer i sin nye digtsamling på brutal og blændende vis den konceptuelle digteforms enorme potentiale, hvis den bruges rigtigt. For i digtene, som Hagen selv døber til at være pistoldigte, hersker formen. Men ikke på en måde, hvor indholdet af den grund forsvinder og træder i baggrunden. Nej, formen er netop det, der giver stemmen til jegets eksistentielle paradoks: at være mærket og knust af en barndom i voldens tegn og samtidig ikke kende til andet end volden således, at volden forvandles til en ny form for tryghed og normaltilstand. [Kort uddrag]
