Rejsen er en beretning om livets rejse og de valg, man træffer. Og det er både en indre og ydre rejse, forfatter Saida Benakrich tager på, da hun som 11-årig flytter med sin familie til Danmark i 1970’erne, hvor mange ting er anderledes end i hjemlandet Marokko. Benakrich beskriver verden, som hun ser den, når man er en ambitiøs og selvstændig indvandrerkvinde med muslimsk baggrund. Hvorfor kan muslimske kvinder ikke have uddannelse og job? Hvorfor kan de ikke selv bestemme, hvad for noget tøj de vil gå i? Overalt omkring hende er der forhindringer, der skal forceres, før hendes ambitioner kan blive opfyldt. Det muslimske bagland forsøger at manipulere hende til at opgive karrieredrømmene for i stedet at finde en mand og blive husmor. Samtidig mærker hun fordommene fra det danske samfund, der gør det svært at føle sig hjemme og accepteret. Hun føler sig stadig som en fremmed selv efter mere end 30 år i landet. Men hun viger aldrig fra sit mål og sine drømme. Rejsen er skrevet som fiktion med baggrund i forfatterens egne oplevelser. En skelsættende indvandrerroman. Saphiyas trygge barndomstid bliver pludselig bragt til ende... længe før, hun er parat til at slippe den. Familien flytter fra Marokko til Danmark, og den omvæltning vender op og ned på den 11 årige piges liv, og der opstår en splittelse imellem det nye og erindringen om det gamle og trygge. I de følgende år i Danmark hvirvles hendes liv ind i alt fra forventninger og fordomme, myter og ulogiske traditioner, krænkelser og æresbevarende roller, diskrimination og undertrykkelse. I teenageårene oplever Saphiya verdenen omkring sig som en kulisse, som hun kan se på uden at være en del af den. Da hun knap er fyldt nitten, bliver hun gift med en mand, der anser hende for underordnet og med færre rettigheder end manden. I mange år lader hun sig definere af den mediefremstillede indvandrerkvinde og er offer for omgivelsernes myter og krænkelser, og på et tidspunkt er omgivelserne tæt på at overbevise hende om, at hendes virkelighed er betinget af, at hun er kvinde, muslim og indvandrer. Men Saphiya giver ikke omgivelserne ret og er opsat på at kæmpe for sin drøm om anerkendelse som den, hun er, og sine rettigheder som kvinde. Det står hun fast på trods de personlige omkostninger. Hvordan hun skal nå i mål, ved hun ikke, men hun giver ikke op. I tavshed og med troen på uddannelse og job som vejen til anerkendelse og frihed lærer hun sig selv at kæmpe.
