Bind 9 i eventyrsamlingen ”1001 Nat” omhandler vesirdatteren Sheherazade, som er blevet gift med kong Shahriar, der er berygtet for at myrde sine hustruer efter bryllupsnatten. I et desperat forsøg på at redde sit liv begynder Sheherazade at fortælle kongen eventyr for i det mindste at udskyde den dødsdom, som hun har hængende over hovedet.
Bind 9 byder på "Historien om fiskeren Juder eller Den fortryllede sæk", fortællingen "De tre ønsker" og historien om "Ynglingen og massøren i hammamet".
1001 Nat
"1001 Nat" i 16 bind er Mogens Boisens danske oversættelser af de arabiske eventyr, kendt som "1001 Nats eventyr". Rammen for fortællingen er den modbydelige kong Shahriar, hvis kone bedrog ham, hvorfor han dræbte hende og herefter besluttede sig for at hævne sig på selve kvindekønnet. Det gør han ved at gifte sig med den ene unge kvinde efter den anden for så at slå dem ihjel efter bryllupsnatten. Dette scenarie stiller vesirdatteren Sheherazade sig imod, da hun efter deres bryllup redder livet ved gang på gang at fortælle kongen eventyr.
Som så mange andre eventyrsamlinger er "1001 Nat" et sammensurium af folkesagn, fortællinger, mundtlige overleveringer og eventyr fra flere steder i Mellemøsten. Der er derfor ikke en enkelt forfatter; selve rammemotivet med Sheherazade og kong Shahriar er indisk, mens de ældste historier er af persisk oprindelse. Eventyrsamlingen blev sågar ved den første oversættelse til fransk udsat for europæisk islæt, da historierne "Ali Baba og de fyrretyve røvere" og "Aladdin" blev tilføjet.