Rapport fra de indre landskaberaf Paul Auster

Breve fra hans yngre jeg

I andet bind af sine erindringer lader Paul Auster sit 66-årige jeg tale til den unge, mindre modne udgave af sig selv. Det gør han blandt andet ved gennemført at anvende du-formen og ved at tolke på 'de oplevelser og tildragelser, der har formet den unge Austers sind.' Han holder sig respektfuldt til tiden inden han sprang ud som forfatter og løfter helt åbent og selvafslørende låget for sin ungdoms 'studentikose attituder og usikkerhed.' Sammen med bogen 'Vinternoter' er Paul Austers erindringer et ærligt portræt af 'en person, der er ved at finde sig selv som kunstner - personligt på en fascinerende, almen måde.' [Kort referat]

Opfindelsen af ensomhed

Nye Paul Auster-læsere bør ikke begynde med disse erindringer. 'De er mest for de mange, der har fulgt hans forfatterskab og gerne vil vide mere om ham.' Og den vare leverer bogen, først og fremmest via de breve, som en meget ung Paul Auster skrev til sin daværende kæreste fra sit selvvalgte eksil i Paris. Her ser man en forfatter folde sig ud fra de første studentikose, patetiske og højrøvede skriverier til de sidste breve, som 'begynder at ligne den Auster, vi kender i dag: Beskedenheden, det klare sprog, den dybe grund.' [Kort referat]

Forsøg på selvransagelse

Paul Austers nye bog, som kortlægger hans 'ujævne, smattede vej' fra dreng til mand, er en blandet affære. Dels fordi den er inddelt i tre dele, som beskriver hver sin periode, og som benytter hver sit litterære greb. Den første del er ubetinget den bedste og den tredje den mindst vellykkede, selvom den dog ikke er uinteressant. Auster iagttager, at han har vanskeligt ved at genkende den helt unge mand, og at han først fra midt i tyverne bliver den person, han nu anerkender som sig selv. Dette er en vigtig og interessant observation, men den undersøges ikke nærmere, og man savner at få forfatterens eksistentielle refleksion for fuld udfoldelse. Bogen slutter med et femten sider langt brev fra 1969 uden yderligere refleksion, og det er en brat og utilfredsstillende slutning. [Kort referat]

En stemme bliver til

Den del af Poul Austers selvbiografi, hvor han fokuserer på sin egen mentale udvikling i tiden op til han blev 12 år, er bogens mest 'medrivende læseoplevelse.' Anden del, som blandt andet består af en række ungdomsbreve, er mest interessant som et kuriosum vedrørende forfatterskabets spæde start. Man skal nok ikke indlede sit bekendtskab med Poul Auster med denne bog, men 'hvis man allerede er hooked,' er den værd at tage med. [Kort referat]

Skuffende Auster

Få forfattere har brugt så grundigt af hovedstolen som Paul Auster, og i denne anden omgang barn- og ungdomserindringer er det endnu engang den samme gryde, han rører rundt i. Bogen er 'en gedigen skuffelse' og selvom den måske vil begejstre enkelte dedikerede fans er problemet jo, at det netop er fans'ene, der har læst det hele før. [Kort referat]

Et fladt indre landskab

For die hard-fans af Paul Auster er denne erindringsbog værd at læse for de små spor, der kan kaste lys over forfatterskabet, men for læsere, der blot værdsætter hans romaner er der ikke meget at komme efter. Der er forsvindende få interessante begivenheder i hans ungdoms indre liv – som er bogens tema – og forfatteren har 'tydeligvis ikke vidst, hvordan han skulle organisere og afslutte bogen.' [Kort referat]

Auster bag facaden

Den røde tråd i Paul Austers memoirer er de oplevelser og begivenheder i fortiden, som havde indflydelse på hvem han er i dag. Anekdoterne og barndomserindringerne flyder let og luftigt ud og ind mellem hinanden som en 'reflekteret gang marengs med flødeskum, og det skal nydes.' [Kort referat]

Især for Auster-fans

Paul Auster 'vender og drejer livets eksistentielle spørgsmål på en måde, hvor alle kan være med' i denne essayistiske udforskning af sin egen barndom. Bogen er nok især for Auster-fans og anmelderen savner 'noget af den medrivende mystik', der karakteriserer store dele af Austers roman-forfatterskab. [Kort referat]