Selv om der var to af dem, og de havde hver sin stemme – den ene dyb og hård, den anden lysere og mere drillende – var det, som om Stewarts bryster talte til ham som et samlet "vi". "Du er fed," sagde de. "Der er ingen, der gider høre på dig." "Jeg er ikke fed," svarede Stewart. "Det ved vi jo godt er løgn," fnes de, "vi er jo ikke ligefrem muskelmasse, vel?"
Stewart bryster taler til ham hver eneste dag. De gør nar af ham og fortæller ham, at han ikke er god nok. Og selvom de altid er der, føler Stewart sig meget alene. Men alt ændrer sig den dag, han ser Sylvie sidde på en bænk bagved skolen. Sylvie med det røde hår og de mange fregner.
Bogen er en del af serien Carlsens billednoveller til børn - små historier, der skaber store tanker.
