til filmen Guldkysten. Tilbage i Danmark viste klippeprocessen sig særligt vanskelig. Særlig var det svært at finde den rigtige musik, indtil Daniel Dencik kom i tanke om en kvinde, han havde mødt, flere år tidligere under Cannes-festivalen. En kvinde, der nu viser sig at blive nøglen til verdens bedste filmmusik. En delvist selvoplevet Novelle, der tager læseren med ud i afkrogene af både USA og det menneskelige sind. Uddrag: Jeg driver rundt på Frederiksberg fra morgen til aften, kan ikke holde klipperummet ud, går rundt i regnvejret med en følelse af at gå i vejen for mig selv. Jeg drømmer mig væk, susen i palmekroner, afgiftning, hørskjorter, udrensning. Oktober trækker sin karklud gennem de københavnske gader, fortovene er glatte, dagslyset kan kun med besvær undslippe det våde mørke, der tværer sin sværte ud over menneskene, ens ansigt skinner ligblegt, når man kommer tilbage fra mørket. Jeg kan føle, at jeg gør mere skade end gavn ved at være til stede under klipningen, mine tanker er stadig i Afrika, det kaster en skygge over klipperne, der må beskytte filmen fra mig. De lukker dørene til deres klipperum. Derinde sidder de og hakker optagelserne itu, de spoler frem og tilbage over samme øjeblik, indtil magien er væk, og replikkerne har mistet al mening. I mellemtiden springer komponisten fra, pengene er brugt, fogeden har givet os til det nye år.