for at indtage sit nye landsted. Her møder han søstrene Tatjana og Olga fra den nærliggende gård og bliver ven med sin romantiske nabo, digteren Vladimir Lenskij. Den uskyldsrene og stolte Tatjana forelsker sig i Onegin og erklærer ham sin kærlighed, men han afviser hende koldt og ligegyldigt. Onegin rager uklar med sin gode ven og i en hævnagt bejler han kynisk til Tatjanas søster Olga, der er Lenskijs forlovede. Det får tragiske følger – en gribende historie om kærlighed, anger, jalousi og duel folder sig ud.
Eugen Onegin er et hovedværk i russisk litteratur, en versroman skrevet af Aleksandr Pusjkin, der regnes for Ruslands nationaldigter. Her møder vi det ”overflødige menneske” uden mål mening, en dekadent karakter der senere går igen i den russiske litteratur blandt andet i Tjekhovs tragiske dramaer og som hovedpersonen i Lermontovs Vor tids helt.
Pusjkins tragiske kærlighedshistorie og skildringen af livet i den russiske overklasse har inspireret digtere, forfattere og musikere i tiden efter. Tjajkovskijs berømte opera fra 1878 og John Crankos populære ballet fra 1965 har opnået egen særskilt popularitet, og sammen med adskillige filmatiseringer har de bidraget til at udødeliggøre værket.
”Historien er enkel og banal, men himmel, hvor det er iscenesat af en djævleblændt ironiker og følsom analytiker, som på skrømt og i alvor endevender livsleden, tungsindet, kærligheden, kunsten, i både inderlige og satiriske skildringer af overklassens liv. En mandsverden med tæft for det kvindelige, men frem for alt: spleen rimer på maskulin.” – Torben Brostrøm, Information
"Pusjkins genialitet sammenlignes gerne med Mozarts. Så ubesværet og tidløs virker hans poesi, på én gang boblende let – og dyb ... Hans sublime kærlighedslyrik er i verdensklasse." – Mette Dalsgaard, Information
"… det mest enestående udtryk for den russiske ånd." – Nikolaj Gogol
"det udødelige værk, hvortil der ikke findes mage." – Fjodor Dostojevskij
"Det, der gør Onegin fremragende, er dens tidløse indsigt i mennesket: dets forfængeligheder, dets dårskaber, dets katastrofer. Det er et livsklogt værk, hvis karakterer er bevidste om deres egen plads; og der er et bemærkelsesværdigt strejf af selvforagt under det næsten uforsonligt muntre vers." – The Guardian
"Tid og sted er opfattet og skildret med uforligneligt mesterskab. Navnlig natur- og samfundsbillederne fra landet er af en dugfrisk umiddelbarhed og enkelhed, der gør dem uforglemmelige for læseren … Men især er det vel det næsten ufattelig sikre greb om typerne, som giver Eugen Onegin dets afgørende betydning." – P.A. Rosenberg i forordet til sin oversættelse
”Det blev affattet i en af ham selv skabt strofe på fjorten linjer, hvor firfodede jamber … let og legende glider afsted som en klukkende bæk … Det er som at blade i en rigt illustreret beretning om russisk liv i 1820’erne.” – Carl Stief, Verdens Litteratur Historie, Politiken</>
”Romanen flød afsted på kåde jamber, der var som små skummende katarakter, som perlende champagne. De sluttede sig sammen i mesterlige strofer, hvor vers på 9 stavelser med kvindelig udgang legede tagfat med vers på 8 stavelser med mandlige rim i en ufravigelig, nøje beregnet følge … Der var således en aldrig svigtende, altid levende, altid bevægelig smidighed over denne Onegin-strofe, som blev berømt.” – Stender-Pedersen, Russisk litteratur
Om værket
Eugen Onegin består af otte kapitler som Pusjkin skrev og udgav løbende i årene 1823-1831. En samlet udgave udkom i 1833 og en endelig revideret udgave i 1837. Kapitlerne består af strofer med 14 linjer i et fast rimmønster, hvor de enkelte linjer består af fire jamber, en strofeform, som Pusjkin selv opfandt og som siden er blevet kendt som Onegin-strofen.
Værket er gengivet på dansk i P.A. Rosenbergs oversættelse fra 1930, nok den bedste danske oversættelse af de tre foreliggende, idet Rosenbergs oversættelse er forholdsvis fri, hvorved det lykkes at få de jambiske strofer og rim til at flyde relativt utvungent samtidig med, at meningen fremstår klart. I denne udgave er stroferne i Rosenbergs oversættelse bragt i kompositorisk overensstemmelse med den endelige russiske udgave fra 1837 og den manglende strofe 13 i kapitel 8 er tilføjet. Denne strofe er oversat urimet af forlaget efter Nabokovs engelske udgave.
Aleksandr Pusjkin (1799-1837) betragtes som den russisksprogede litteraturs fader og Ruslands nationaldigter, som Shakespeare er det i England og Goethe i Tyskland. Pusjkins forfatterskab forener romantikken med realismen i et elegant og smukt sprog og har været et forbillede for russisk litteratur op gennem tiderne. Pusjkin var meget produktiv i sit korte liv, der brat endte i en ulykkelig duel. Han skrev både lyrik, prosa og drama. Hans kendteste værk er Eugen Onegin, som han selv betegnede som en roman på vers."
