Novellen Ved Vejen er efterhånden kanoniseret som Bangs hovedværk, og også i denne sammenhæng er den det værk, det anbefales at starte med som indgangsvinkel til forfatterskabet.
Stille Eksistenser (1886) er titlen på den novellesamling, som hovednovellen Ved Vejen indgår i. På grund af sit omfang har Ved Vejen efterhånden fået status som roman. De stille eksistenser er stærke, men socialt stækkede kvinder, og Katinka Bai, stationsforstanderfruen i Ved Vejen, er netop en sådan eksistens. Bang blev inspireret til romanen, da han så et kvindeansigt gennem vinduet fra en togkupe.
Åbningsbilledet i Ved Vejen er in medias res, hvilket er latin og betyder at teksten starter i midten af begivenhederne. Billedet er broget, fuldt af personer og foregår omkring lillebyens centrale kontaktflade til den store verden: stationen. Der sker en åbning af et stemningsbillede, som er blevet berømt for den impressionistiske fremstillingsform med glidende scenisk panorering og brudte replikker, der lader læseren blive præsenteret for personernes karakterer. Der er bemærkelsesværdigt ingen decideret handling i åbningsbilledet, men mange stemninger, og stilen er at registrere begivenhederne nøgternt uden at fortolke, hvilket er kendetegnende for den naturalistiske stil. At registrere objektivt som naturvidenskabens videnskabelige arbejdsmetode.
Ved Vejen betragtes desuden som Bangs mest gennemførte impressionistiske værk. At det er impressionistisk, vil sige, at forfatteren beskriver små udsnit af en større helhed, hvilket omtales nærmere nedenfor. Handlingen er enkel, der er ingen stor dramatik eller indviklede intriger. Bang skildrer et umuligt kærlighedsforhold og udvælger desuden en række dagligdags handlinger og skildrer dem fintfølende og indlevet. Og også med en humor, der både kan være ironisk og sarkastisk.
