Mennesker«. Det er Overmennesket, der skal være Livets og Jordens fjærneste Mål: »ikke Menneskeheden, men Overmennesket er Målet!« Det højeste Menneske med den mest omfattende Kærlighed, den dybeste Erkendelse, den største Hårdhed — »Fremtidens Lovgiver«, der bestemmer Værdierne for Årtusinder. Det fuldkomment vellykkede Menneske — ingen »Helgen«, heller ingen »Heros« i Carlyles Stil, »nærmere ved Cesare Borgia end ved Parcifal.« Fuld af Håb varsler Nietzsche, at et sådant Menneske en Gang vil komme: »En Gang, i en stærkere Tid end denne rådne, selvfortvivlende Nutid, må han komme til os, det forløsende Menneske med den store Kærlighed og den store Foragt, den skabende Ånd...