Kirkehistorie kan bruges ideologisk, identitetsskabende, og som udtryk for bestemte fælles resultater og mål, men det var sent, at faget ramte skolens verden og det offentlige rum. Først i det tidlige 1800-tal kom kirkehistorien på skoleskemaet, hvor fagområdet eksisterede i godt hundrede år. Grundtvig spillede en afgørende rolle for, at kirkens historie kunne læres og begejstre – ikke mindst gennem fællessang. Kirkens historie er også menighedens historie. Det lykkedes gennem overdrivelser og udeladelser at skabe en bredt accepteret erindring om kirkens historie.
Også i det offentlige rum træder den internationale kirkes store skikkelser frem. Det største kirkehistoriske dekorationsprogram findes rundt om Marmorkirken i København, der blev indviet i 1894. Kirkehistorien blev del af den moderne by; den gjorde fælles sag med den moderne historiebevidsthed og nationalfølelse.
De kirkehistoriske fremstillinger, som man læste i skolen, var selvfølgelig mest partsindlæg for den velkendte danske, evangelisk­lutherske kirke, og derfor langtfra upartiske. Tværtimod. Det opdagede den såkaldte skolebogskommission, der blev nedsat i 1930. Nu skulle skolen renses for ufredens spirer og arbejde i en åben og fredsvenlig ånd. Dens bøger skulle bringes tættere på den historiske sandhed, men det tog livet af kirkehistorien i skolen, for måske var kirkehistorie slet ikke historie men netop en fortælling, der var skabt som erindring om en stor sammenhængende fortid.
Historien om den glemte kirkehistorie udrulles i bogens ti kapitler af en af fagets udøvere.

Omtale

★★★★★★ "(...) Carsten Bach-Nielsen øser velskrivende med begge hænder af sin indsigts fylde, og den er – som mange læsere af denne avis ved – ikke af et ringe omfang."
- Kristeligt Dagblad

"Carsten Bach-Nielsen leverer spændende og oplysende indsigt i området"
- Grundtvigsk Tidende

"Carsten Bach-Nielsen skriver veloplagt (...) Der [er] mange oplysende og til tider både overraskende og sjove detaljer i Bach-Nielsens gennemgang af kirkehistoriebrugen (...) Helt overordnet kan bogen også bruges til en egen refleksion over, hvilke erindringssteder og hvilket historiesyn, man selv gør brug af."
- Præsteforeningens Blad