Anbringelse og behandling som strafferetlig særforanstaltningaf Jens Lund

”Cum satis furore ipso puniatur”, er romerrettens grundprincip ved afgørelsen af sager om sindssyge lovovertrædere. Oversat betyder det at ”galskaben bærer straffen i sig selv”. I dansk lovgivning har det samme princip været gældende, men praktiseret på den måde, at retten starter med at afgøre om den sigtede er skyldig og derefter fastslår straffrihed, hvis den skyldige var sindssyg på gerningstiden. Den straffri vil oftest blive idømt en særforanstaltning i form af anbringelse eller behandling, med det formål at nedsætte risikoen for yderligere kriminelle handlinger.

Anbringelse og behandling som strafferetlig særforanstaltning indeholder en gennemgang af den historiske udvikling af de retsregler der afgrænser straffriheden og anvendelsen af andre retsfølger end straf. De aktuelt gældende paragraffer i straffeloven og retsplejeloven uddybes og organisationen og regelsættet for gennemførelse af mentalundersøgelser bliver gennemgået. Varigheden og effekten af idømte særforanstaltninger belyses. Baggrunden for beskrivelsen er forfatterens kliniske erfaring, der b.la. omfatter ansættelser som overlæge ved retspsykiatriske afdelinger, medlemskab af Retspsykiatrisk Interessegruppe og 25 års virke som voterende i Retslægerådet. Resultater fra 5 videnskabelige undersøgelser, udført af forfatteren, inddrages som dokumentation.