Det strafferetlige samtykkeAfgrænsningen af samtykkets virkemådeaf Bechmann Christensen Malene

Forholdet mellem stat og borger i strafferetten er komplekst. Samtykket har en vis betydning i dette forhold, idet samtykket er udtryk for, i hvilket omfang den enkelte kan give afkald på den beskyttelse, han eller hun ellers er tillagt i strafbelagte love. Der er adskillige hensyn, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om et samtykke har diskulperende virkning, og samtykke medfører derfor ikke i alle tilfælde en ophævelse af den strafferetlige beskyttelse. Forfatteren til denne bog undersøger virkningen af samtykket i nutidens strafferet, og de forskellige hensyn, der kan have betydning, inddrages i analysen.Forholdet mellem statens interesse i at regulere borgernes adfærd og individets selvbestemmelsesret tiltrækker sig opmærksomhed på mange måder. Det gælder eksempelvis det politiske spørgsmål om, hvilke handlinger der bør reguleres, og hvilke af disse der skal reguleres med truslen om straf. Afgrænsningen af samtykkets virkeområde er udtryk for forholdet mellem statens interesse i at håndhæve straffelovens bestemmelser og individets ret til at råde over egne forhold. Inden for nogle områder har samtykket stor politisk betydning, fx spørgsmålet om aktiv dødshjælp, legemsindgreb ud fra en religiøs overbevisning som fx omskæring, samt spørgsmålet om permanente kropsudsmykninger. Om det er statens interesse i at regulere eller individets interesse i selvbestemmelsesretten, der af den enkelte vægtes højest, afhænger bl.a. af politisk tilhørsforhold og den generelle opfattelse af samfundet. Da der ikke er enighed om, hvordan statens og individets interesser vægtes over for hinanden, er der heller ikke fuldstændig enighed om, hvornår samtykket bør tillægges diskulperende virkning, og afgørelsen af, om en person selv kan råde over et relevant gode, fx livet eller kroppen, vil inden for mange områder afhænge af bedømmerens (politiske) overbevisning.Der kan være flere grunde til, at lovgiveren vælger at regulere en handling, som parterne indvilliger i, med trussel om straf. I nogle tilfælde udgør selve det beskyttede gode en begrænsning i forhold til selvbestemmelsesretten, idet det antages, at den enkelte ikke kan råde over alle goder. Som almindeligt princip gælder det, at man ikke kan opgive beskyttelsen af liv og helbred ved at lade andre gøre indgreb i disse goder, men det er ikke strafbart at tage sit eget liv. I andre tilfælde straffes på trods af samtykke ud fra andre årsager, fx bevismæssige grunde, eller en formodning for, at samtykket er udtryk for en efterrationalisering fra forurettedes side, og dermed reelt et efterfølgende samtykke.Bogen er en bearbejdelse af forfatterens ph.d.-afhandling."... giver et godt og værdifuldt billede af samtykkets betydening for strafansvaret, og både analyserne undervejs og de afslutningsvis opstillede kriterier for samtykkets virkeområde kan uden tvivl være til gavn for såvel praktikere som teoretikere."Annette Møller-Sørensen, Ugeskrift for Retsvæsen