Danske asylafgørelserBaggrund, kontekst, analyseaf Jesper Lindholm
Bogen undersøger danske asylmyndigheders fastlæggelse af, hvorvidt en asylansøger skal gives opholdstilladelse som flygtning. Fokus er lagt på FN’s Flygtningekonvention og spørgsmålet om, hvordan flygtningedefinitionen heri fortolkes og anvendes i dansk ret. Det vurderes yderligere, hvorvidt eksistensen af den tidligere de facto-status og nuværende beskyttelsesstatus, som findes i Udlændingelovens § 7, stk. 2, har påvirket brugen af konventionsstatus i Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets praksis vedrørende kønsrelateret forfølgelse er udvalgt som illustrativt område og gjort til genstand for analyse i denne henseende. Forud herfor findes en redegørelse for den metodiske tilgang i bogen og overvejelser om brugen af retskilder i asylretten. Desuden er den folkeretlige ramme om danske asylafgørelser præsenteret, det tidligere og nuværende lovgrundlag for asylafgørelser udførligt gennemgået, og asylaktørernes organisation, status og kompetence behandlet. Endvidere indeholder bogen et kapitel om de betydelige praktiske og metodiske udfordringer, som indsamling og systematisering af afgørelser frembyder for enhver, der ønsker overblik over og indblik i praksis fra Flygtningenævnet. Afslutningsvist fremsætter forfatteren en række anbefalinger på området, herunder om at øge tilgængeligheden af asylafgørelser, forbedre kvaliteten af afgørelsernes begrundelse, samt om at anlægge en mere korrekt fortolkning af Flygtningekonventionen, bl.a. via en højere grad af inddragelse af UNHCR’s retlige vejledninger.
Forkortelser
Kapitel 1. Formål og afgrænsning
Kapitel 2. Metode, teori og materiale
Kapitel 3. Den folkeretlige ramme
Kapitel 4. Flygtningedefinitioner i folkeretten
Kapitel 5. Det danske asylsystem
Kapitel 6. Særligt om metode for afgrænsning af sagsmaterialet
Kapitel 7. Om dansk inklusionspraksis
Kapitel 8. Konklusioner om gældende dansk inklusionsret
Vi er endnu ikke stødt på en boganmeldelse af 'Danske asylafgørelser' i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi har fulgt siden 2010. Men vi har fundet 107.547 andre anmeldelser af bøger.