De døde sjæles skovaf Jean-Christophe Grangé

Fransk, flabet og flamboyant

Med udsøgt sans for minutiøs udpensling af makabre detaljer har Jean-Christophe Grangé skrevet en thriller om mord og kannibalisme. Plottet er sofistikeret og rummer mange lag, mens sproget stråler af overskud. [Kort referat]

På sporet af ondskaben

Man må tage hatten af for franske Jean-Christophe Grangé og hans evne til at skrive ”intellektuel splatter” – denne gang om en forhistorisk menneskerace, der tilsyneladende går på blodig jagt i Paris. Første tredjedel beskæftiger sig lidt vel rigeligt med heltindens private problemer, men har man tålmodighed er det god underholdning med relevant forbindelse til aktuelle politiske problemstillinger. [Kort referat]

Så er der serveret!

Jean-Christophe Grangé har begået en thriller, hvor der lemlæstes og myrdes i en grad, som sjældent er set før. Under fortællingen runger ekkoet af Freuds teori om civilisationens grundlæggelse i drab og kannibalisme. Forfatteren er ikke nogen stor kunstner, men en solid håndværker, der formår at holde læseren fast i et jerngreb. [Kort referat]

Patetisk blodbad

Blod og indvolde blandet med psykoterapi, namedropping af klassiske franske forfattere og et væld af krimiklichéer – det er nogenlunde indholdet i Jean-Christophe Grangés hårdt pumpede, men charmeforladte krimi, der er ”trættende som en gammelklog teenager.” [Kort referat]

Skræmmende labyrint

Voldsomt gys i den bedre ende af skalaen, men dog lidt for makabert for denne anmelder. Portrættet af hovedpersonen Jeanne, der står overfor tre uhyggelige kvindemord, er glimrende. [Kort referat]