Kvinden, der næsten hed Vejmand
Helle Helle har en genkendelig og specifik stemme, og efter anmelderens mening må hun gerne 'skrive den samme roman. Igen og igen og igen.' Forfatteren har dog i denne roman bestemt sig for at prøve noget nyt for netop ikke at gentage sige selv. Hun har for første gang valgt en mandlig hovedperson, som er en glimrende fortæller, og skriften og dialogen er morsom og hyperrealistisk. Sagen er bare, at hovedpersonen møder en kvinde, som lige så stille stjæler opmærksomheden, og en ny fortælling om hende dukker op; en roman i romanen. Denne roman i romanen er en rigtig Helle Helle classic. Den er både poetisk, smuk og trist, og den har alt den dybde og tomhed, ømhed og nærvær som sådan en skal have. Den er lige præcis den roman, som forfatteren forsøger ikke at skrive. [Kort referat]