Først er jeg drengenDigte 2015af Bo Green Jensen

Kondenseret hverdag

Bor Bo Bedre? Bo Green Jensen digter fra sit velkendte univers, med døtrene og Frederikke som lys- og fikspunkter. [Kort uddrag]

En mand gør status

Bo Green Jensen leverer i denne hans første digtsamling i mere end et årti ’signalementer af tidsånden og favnende kærlighedserklæringer,’ der ikke er uden den højstemthed, der ofte præger forfatterens lyrik. Bogen kan læses som en slags statusopdatering, der kobler ’den nære, personlige historie sammen med mytologiens store fortælling og de fælles billeder.’ [Kort referat]

»Tiden selv kommer aldrig igen«

Bo Green Jensens digteriske statusopdatering, nu hvor han har rundet de 60 år, handler blandt andet om kvinden i hans liv, Frederikke. Forfatterens kærlighedsbesværgelser er dog ’så overstrømmende, så villet optimistiske, at læseren får betænkeligheder.’ Derudover rummer samlingen en række samtidskritiske digte, ’der udmærker sig ved at kredse om en forskruet mediekultur, og tekster, som udspiller sig i en mytologisk mærket verden.’ [Kort referat]

Den får ikke for lidt

Bo Green Jensen runder de 60 med højstemte digte, som især står i kærlighedens tegn [Kort uddrag]

Trivielle digte

Bo Green Jensens nye digtsamling, ”Først er jeg drengen”, er præget af banale og kedelige tekster [Kort uddrag]

60 år og en anelse klogere

Bo Green Jensen digter om livet og kærligheden, og det bliver ’jævnt forudsigeligt’ det meste af tiden. At man bliver klogere med alderen, er ikke nogen nyhed, og at den evige kærlighed for de fleste er forbeholdt børnene, er heller ikke overrumplende livsvisdom. Hen imod slutningen bevæger forfatteren sig heldigvis bort fra banaliteterne og hen imod noget, man kan mærke gnave. [Kort referat]