Anne fra GrønnebakkenAnne fra Grønnebakken #1af L. M. Montgomery, Jan Christensen m. fl.

Anne fra Grønnebakken er en klassiker, der verden over læses i laser af både tweens, unge og voksne læsere.

Anne drømmer inderligt om at høre til. Så indsatsen er høj, da det gamle søskendepar fra Grønnebakken adopterer hende. Marilla og Matthew har egentlig brug for en dreng, der kan hjælpe til på gården, men det er Anne, der står på stationen. Rødhårede, ukuelige Anne, som er svær at komme udenom. Hun har fuld fart på, taler uafbrudt, drømmer og glemmer alt omkring sig. Ikke lige den hjælp, søskendeparret på Grønnebakken havde tænkt sig. Men Anne får hurtigt vendt op og ned på gårdens stille liv, og snart har Matthew og Marilla faktisk svært ved at forestille sig Grønnebakken uden Anne.

Anne fra Grønnebakken udkom oprindeligt i 1908, men med emner som feminisme, fordomme, mobning og venskaber på trods er bogen stadig aktuel i dag.

Pressen skriver:

»Bogen, der lærte mig om kærlighed.«
– Lea Korsgaard, Alt for damerne

»Bogen er fyldt med liv og glæde med mange små historier om Annes glæder og ulykker […] Jeg forstår godt, at det er en klassiker, der kan glæde både børn og voksne.«
– Bookeater

»En både rørende og hyggelig historie fra tiden før 1. verdenskrig til piger fra 12 år, som elsker at læse om gamle dage.«
– Elisabeth Bennetsen, Lektør

»Det er en magisk barndom. Sådan én du tuder over, når du bliver stor. Jeg græder af glæde, når Anne får sin første historie trykt i et blad, for det handler bøgerne også om: at digte og have en livlig fantasi. Det fantastiske ved Anne fra Grønnebakken er, at Anne tænker frit og får rigtig meget ud af små ting […] Anne med e er vild med verden, og hendes højeste ønske er at høre til. Jeg håber, hun får en plads i din bogreol.«
– Jannie Schjødt Kold, Weekendavisen

»Jeg [vil] glæde mig til en genforening med en af min barndoms store heltinder, Anne fra Grønnebakken.«
– Maj Bjerring Sørensen, Hendes Verden

»Skøn og tidsløs historie på alle måder! Helt klart værd at læse som voksen også.«
– Karin Hald, Skrivepulten