En jægers dagbogaf Ivan Turgenev

Ivan Turgenev (1818-1883) var den mest europæiske – og den i Vesteuropa mest læste – af de store russiske forfattere i 1800-tallet. Han gik ind for de europæiske værdier og var liberal humanist. Hans prosa flyder elegant i en rolig strøm, poetisk og konkret, og hans personportrætter er dybdeborende. Han beskriver den sociale nød og de dårlige forhold for de lavere klasser i Rusland og regnes for en af de mest betydningsfulde repræsentanter for den russiske realisme. Han var en stor inspiration for det moderne gennembruds forfattere som Herman Bang og J.P. Jacobsen.

En jægers dagbog er en samling noveller over fortælleres oplevelser, når han strejfer rundt på sine jagtture. Jagten er dog kun indledningen. Det er de bønder og godsejere, jægeren møder, deres karakter, deres liv og skæbne, der er i fokus i novellerne. Fascinerende og indfølte realistiske fortællinger, som gav læserne, der hovedsageligt var fra overklassen, et indblik i de kummerlige forhold, mange bønder levede under, og i godsejernes ofte despotiske magtudøvelse og vanrøgt. Novellerne, der blev publiceret i et tidsskrift over flere år, og til sidst samlet og udgivet som En jægers dagbog i 1852, gjorde et sådant indtryk, at de blev medvirkende til ophævelsen af det russiske livegenskab i 1866.

”Dén skrivemåde [i En jægers dagbog] skulle danne skole. Ikke så meget på grund af den sociale kritik som i kraft af stemningsmaleriet, som tillader alt at komme ekstremt sansenært til stede.” – Erik Skyum Nielsen, Information.

”Det jeg beundrer allermest ved Deres forfatterskab er det fornemme – noget storslået. De forstår at skildre sandheden uden banalitet, ligefremt og alligevel med empati og – mærkeligt nok – uden på mindste måde at udstille ondskaben.” - Gustave Flaubert i et brev til sin ven Ivan Turgenjev.

“Turgenjev er jo på samme tid den største fortæller, vor skønneste lyriker og en stor dramaturg.” – Herman Bang


”Det var denne på én gang konkrete og stemningsbårne kunst, som gjorde Turgenjev til det beundrede forbillede for så mange naturalister i Vesteuropa og Amerika … Hans ideal var det tøjlede, harmoniske kultiverede, sådan som det åbenbares i hans sprog, der aldrig bruger de grelle ord, men flyder i en rolig strøm som en flod, når den nærmer sig havet.” – Carl Stief, Verdens Litteraturhistorie