pårørende, andre bedemænd, præsterne, kirketjenere, gravere, brændere, sygehusportørerne og lægerne. Et vigtigt emne for mig er desuden, at vores landsbykirker og bykirker jo snart står mere eller mindre tomme. Jeg belyser, hvorfor jeg mener, at de gør det, og hvordan vi får flere mennesker i kirke og ikke mindst, hvad kirkens og statens rolle er i dette. Formålet er at stille skarpt på Den Danske Folkekirke – et emne, jeg syntes, er sjældent i dagens Danmark. Som afslutning fortæller jeg læseren om alderdommen i ord og digte. Et motto, som tidligere præst Johannes Møllehave har hentet hos Mark Twain: ”Lad os forsøge at leve sådan, at selv bedemanden bliver ked af det, når man dør”.
Uddrag af bogen
En bedemand skal være stærk. Det hænder, vi skal læse et vers, sige noget ved en åben kiste eller synge, og der skal man tage sig sammen og være professionel og udføre opgaven for familien, da det er forskelligt, hver gang vi har en opgave. Står man så ved en barnekiste eller ved et ungt menneske, føler man, det er uretfærdigt, og det er som at være med i en filmoptagelse, uvirkeligt – men i denne situation støtter sygehuspersonalet os bedemænd ved at være til stede og trøste de pårørende. De er blevet gode til det i dag på landets sygehuse. Mange pårørende roser personalet for den måde, de tackler situationen på. Tænder f.eks. lys og giver sig god tid til en snak eller får en tår kaffe, selvom de har meget at se til et sådant sted.
Om forfatteren
Nils Laurits Jensen (f. 1945) tog realeksamen 1963 i Sakskøbing. Herefter kom han i lære som typograf på Central-Trykkeriet i Nakskov og vendte hjem til familietrykkeriet. I 1995 overtog han begravelsesforretningen i Sakskøbing efter sin svigerfar, hvorefter han drev den sammen med sin hustru frem til 2011.
