4652af Nikolai Troest

"Det er ovre fra jagten," siger han opmuntrende. "Jagten ovre hos Povl." Den sidste sætning har en tøvende, nærmest lidt pinlig undskyldning gemt inde i sig. Noget forlegent. Sådan en sætning, man slår blikket ned til. Povl, med sindet, som de kalder ham, bor et par huse længere væk. Henne ved skellet. Et lille skovareal der adskiller parcelhusområdet fra virkeligheden. Povl har ikke gået på jagt i årevis. Ingen af dem går på jagt. Hun ved, de bare drikker derovre. Drikker igennem. I campingvognen ude på marken. I jagttøj. De er aldrig på jagt efter andet end promiller, og Henning er aldrig kommet hjem med meget andet end fugt i sjælen, lort på støvlerne og dårlig ånde. Sådan har det ikke altid været. Livet var godt. Men livet blev noget andet. Noget meget andet. 4652 sætter sig i sindet, i knoglerne, i sjælen, i glæden.