mellem begreb og sag, mellem subjekt og objekt. Ved at ignorere den del af sagen, der ikke går op i begrebet, afskærer filosofien sig ikke blot fra at erkende verden som den er, men også fra at tænke “det, som kunne være anderledes” – utopien, det gode liv – og binder sig til den slette realitet.

Hans væsentligste eksempel er kunsten, som ikke har noget praktisk formål og derfor ikke kan sættes på begreb.

Der er to vigtige navne i Adornos tænkning, på den ene side Auschwitz, der for ham var den ultimative katastrofe og den lille by Amorbach i nærheden af Frankfurt am Main. I Amorbach, hvor musik spillede en stor rolle, tilbragte Adorno ferierne i sin barndom, og han forbandt den med en lykke, der kun kunne genskabes som et forsvindende ekko af stednavne, da han vendte tilbage fra USA efter krigen. Kernen i den negative dialektik er for Adorno, at katastrofen aldrig må ses som det hele i historien, heller ikke efter Auschwitz, men som en grænse, der er åben mod lykkens ingenmandsland.
De biografiske kortprosatekster ‘Amorbach’ er ligesom det filosofiske hovedværk ‘Negativ dialektik’ fra 1966.