I de skrevne ord fandtes der en bevidning på min eksistens. For når jeg ikke kunne mærke mig selv på andre måder, så vidste jeg det, om ikke andet så logisk, at der måtte være noget, der var mig, for det kunne jeg jo læse igennem ordene, jeg selv havde skrevet ... Imellem ordene fandtes der kun opløsning – tynde arme og ben, spøgelseshud, men ingen egentlig krop ... Spøgelseshudens gennemsigtige skær lærte jeg senere at kamuflere igennem huller i min hud ... – Og ud af dem svævede resten af mig væk og rundt i gangene på Vejle Sygehus og i gaderne ... – Jeg svævede på strømpesokker og i hvidt som væggene ... – Jeg svævede, og indimellem fæstnede ordene mig, som drivtømmer på oprørt hav ...