”P2, P2. Vi har fundet ham. Vil I bestille en ambulance til Jægersborggade, så venter vi her med ham?” Han kiggede på mig.   ”Nu skal du høre. Vi har ringet efter en ambulance, for vi kan jo ikke rigtig have, at du render rundt og laver alle de ting.” Jeg så uskyldig ud, mest af alt, fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad han talte om. Jeg fortalte ham, at jeg bare var på vej hjem. Det var tidlig eftermiddag, og myldretiden var så småt ved at sætte ind. Det bemærkede jeg først nu, da jeg kiggede ud på Jagtvej.   ”Vi har ledt efter dig, fordi caféejeren har undret sig lidt. Det er jo ikke hver dag, han får besøg af Clint Eastwood.” Han gav mig mit sygesikringsbevis tilbage, og jeg ærgrede mig, da jeg hørte, at Clint Eastwood havde været på den samme café som mig, uden jeg havde opdaget det. Det undrede mig i øvrigt, hvad han lavede på Nørrebro en onsdag eftermiddag. Sandt at sige, så var det ikke en prangende café, så hvis jeg havde set ham, så havde jeg vist ham København fra en mere spændende vinkel. Alt det fortalte jeg min nye ven, mens jeg undrede mig over, at jeg næsten ikke trak vejret, mens jeg talte.      Supplerende tekstI Danmark er det lettere at skulle forholde sig til en nedbrudt rygsøjle end til et nedbrudt sind. Det er lettere at melde sig syg, når man har ondt i ryggen, end når man har ondt i sjælen. Det er lettere at skulle forklare, at man får piller for blodtrykket end piller for angsten. Der hersker med andre ord en del tabu omkring psykisk sygdom, og så længe dette tabu ikke er nedbrudt, vælger forfatteren at være anonym.