Den originale frk. Jensens syltebogaf Kristine Marie Jensen

I Kogebogens introduktion står der: Enhver bør stille sig det klart, at alt kan anvendes, intet maa gaa til Spilde; uden det, ingen virkelig Sparsommelighed.

Sætningen er både en opskrift og en filosofi. I dag taler vi om bæredygtighed og madspild – dengang var det blot virkelighedens nødvendighed. Hos frk Jensen er sparsommelighed ikke et ideal, men en etik: Intet må gå til spilde, hverken råvarerne, arbejdet eller tiden.

Den industrielle fødevareproduktion og dens lange og kryptiske og ofte unødvendige forsyningskæder af transport og forarbejdning har bevist sin manglende evne til at passe på de økologier, vi lever af. Bevist sin manglende evne til at fremstille mad, som er kropsligt og åndeligt nærende.

At reclaime den her afgørende og forsømte del af vores liv og eksistensgrundlag er at drage omsorg og kærlighed for sig selv og sine nærmeste og egentlig, når jeg tænker over det, også at drage omsorg og kærlighed for det større billede.

Tiden kalder på denne genudgivelse. For Frk. Jensen rummer noget af det, vi længes efter: langsomhed, nærvær, detaljer og rytme.  

Både Carl Plum og Josefine Bøgh Lassen hæfter sig ved sproget og rytmen hos Frk. Jensen.

I forordet til Kogebogen skriver Josefine bl.a.: 

"Siden er bogen udkommet i utallige oplag, skrevet om og udgivet i nye versioner – men! her genudgives den originale version, som den så ud i 1901, fordi den er vigtig og vanvittig. Ikke blot et køkkenredskab, men et litterært værk i sig selv. Læs for eksempel starten på opskrift 1: “Til Krustader, Rouletter, Kroketter, Tarteletter, Piroger, Rissoller, Postejer og Timbal’er …” Man mærker straks, at Frøken Jensen ikke kun skrev for maven, men også for øret. Jeg er ikke sikker på, at det har været intentionen, men hendes rytme er præcis, næsten metrisk, og det praktiske bliver poetisk."

I forordet til Syltebogen skriver Carl Plum bl.a.:

"Det er på samme måde, jeg tror, jeg ubevidst læser frk. Jensens Syltebog — som litteratur. Her, f. eks. er hendes opskrift nummer 45:

Store, kødfulde Jordbær, helst de lyse Ananasjordbær, plukkes i tørt Vejr, pilles og maa straks nedlægges i fuldstændig tørre Glas med vide Halse; Sukkeret strøs imellem Bærrene. Glassene stødes mod Bordet, for at Frugten kan falde tæt sammen. I de fyldte Glas hældes saa megen god Sherry eller Madeira, som der er Plads til. De tilproppes med nye Propper, hvorefter Flaskehalsen dyppes i udrørt Gibs. (Se Syltetøjets Tilbinding.) 

Et af de steder i bogen, hvor min opmærksomhed bliver naglet til teksten. Både på grund af det nærvær, hvor hun på en rimelig afslappet og sofistikeret måde guider mig igennem taktile tricks og ting, jeg ikke vidste, at jeg ikke vidste — f.eks. forseglingsteknikken med ribs, smart.

Men lige så meget på grund af tonen, som igennem hele bogen har noget underspillet humor og no bullshit over sig, som om den enigmatiske frk Jensens ret store personlighed skinner ud gennem opskrifterne. Syltning med frk Jensen er ikke noget bedstemor- eller amish-agtigt (som ellers var min fordom), men noget saftigt og frækt med så meget god madeira eller sherry, der er plads til."

Da Kristine Marie Jensen i 1901 samlede sine erfaringer fra køkkenet og udgav dem på Nordisk Forlag, var hendes mål blot at guide andre husmødre og tjenestepiger.

Hun skrev til dem, der skulle få hverdagen til at hænge sammen uden store midler eller særlige forudsætninger. Kvinde til kvinde. En generøs gestus.