Angela og Putte nåede graven, og hunden holdt op med at gø. Den havde givet alt, den havde i sig, så den som det første lagde sig på jorden og gispede med tungen ud af munden. Og mens han snappede efter luft, stirrede Angela på benene, der ragede op af jorden og i knæhøjde hang knækkede ned til siden. De bar gummistøvler, der under alt det snavs, der klæbede til dem, var mørkegrønne. Det var de slidte bukser ligeledes. Det stod nu Angela klart, hvem det ved liget drejede sig om. Det gamle krimiordsprog ‹morderen er altid gartneren› gjaldt ikke her. I dette tilfælde var sandheden: Liget er sommetider gartneren. En eller anden havde slået ham i jorden og begravet ham halvt, så kun benene ragede frem. Hvad havde gartneren sagt til Aramis? ’Hvis du ikke betaler din regning, slår jeg dig i jorden.’ Og Aramis havde ikke ladet sig ryste af det. En frygtelig tanke kom til Angela: Morderen kunne også sommetider være bedemanden.