Den nat, hvor alt sitrer af forelskelse og nye begyndelser, er 16-årige Luka ude for et ufatteligt tab. Snart dropper han alle fremtidsplaner og driver i stedet rundt i byen som Chairman – en anonym profil, der poster mærkelige videoer med en stol. Da landets største influencer opdager ham, eksploderer hans følgerantal. Men det samme gør hans løgne.
“Jeg er ikke så fucked up, som det ser ud på nettet,” siger Luka desperat, da projektet løber løbsk – og bliver til en farlig global bølge …
Omtale af 'den dag vi var helte':
"En rørende og smertefuld, men også smuk og velskrevet historie om alle de fucking følelser, der truer med at knuse Luka og trække ham ned i et sort hul ... en varm fortælling om håb, kærlighed og livsmod, og om at komme helskindet igennem en stor smerte." Dansk BiblioteksCenter, materialevurdering af Christine Christensen
"Forfatter Anja Hitz kan noget med at tage fat i tunge emner og alligevel skrive historier, der varmer ... et rammende billede af vores nutid." ★★★★
Bogrummet.dk, anmeldt af Christina Andersen Reyn
"Anja Hitz skriver i et let, men aldrig overfladisk sprog, og hun kan komponere en historie, så det ene kapitel fordrer det næste. Faktisk er hun i stand til at spille på sproget, så selv en bedaget læser bliver opslugt af handlingen, må slå op for at lære nye ord at kende og af og til må bekæmpe en snigende grådlabilitet. Dertil kommer, at hun rammer markante temaer i tiden: tab, kærlighed, sociale medier, skolevægring og meget mere. Her er undervisningsstof til mange lektioner …" Grundskolesektionen.dk – Jens Raahauge
"Anja Hitz har et sprog, der får læsningen til at være en glæde. Det er letlæseligt, det er varieret, og der er gode dialoger. (…) Det er en fin lille roman om de sociale mediers indflydelse, om en søns kærlighed til sin far, om ansvar og om at blive voksen. Det er en bog, hvor tematikken kan ramme mange unge. Og voksne." Bogbotten.dk, anmeldt af Bodil Christensen