KystmordNordsø-krimi. John Benthiens første sagaf Nina Ohlandt

Manden på fyrtårnet var fortvivlet, hans kræfter var ved at slippe op; hans nøgne krop var ét eneste skrig. Selvom han vidste, at ingen ville høre ham i denne storm, i dette øde – rundtomkring var der kun klitter, en endeløs strandørken og foran det rasende hav – kunne han ikke andet end bede, skrige, bande, hyle, også selvom det betød, at luften ville forsvinde endnu hurtigere end planlagt. For i den plasticpose, som hans hoved var anbragt i, var der kun få huller, og de lod kun lidt ilt trænge ind. Han missede med øjnene, klynkede. Han fik spyttet i den gale hals, snappede efter luft, følte sit hjerte oppe i halsen som en døende fugl. Af og til så han gennem plastikposens mælkeagtige transparens månen lyse bag skydækket. Så lagde natten sig atter over ham som en altkvælende dyne.