En afgrund åbnede sig foran. Jeg bremsede desperat, og i det samme føg det med splinter fra klippesiden lige foran mig og derefter igen, inden jeg hørte lyden af det første skud, og idet jeg væltede og kurede, det andet. For satan i hule helvede. Jeg lå på vejen ved siden af scooteren, hvis trillende forhjul stak ud over kanten af en dyb slugt. For satan i hule helvede. Det var tæt på. Men at jeg stadig var i live, betød ikke at jeg ville være det om lidt. Ét skud lige forbi mit hoved kunne være løsnet ved en fejl, men ikke to. Ud fra den forsinkede lyd af skuddene og splinternes retning måtte skytten befinde sig et pænt stykke væk og sandsynligvis et sted overfor i vejkurvens hesteskoform. For fanden, jeg var et ubevægeligt mål, det næste skud ville være en træffer.