Kierkegaard får på en helt ny og epokegørende måde sat angsten på den psykologiske dagsorden, og det er længe før psykoanalysen så dagens lys, idet han får beskrevet den helt afgørende og ikke mindst smertefulde karakteristik af angsten og får forklaret, at et sådan usynligt og ikke konstaterbart onde faktisk kan lamme os ganske betydeligt. Frygten er tydelig ved, at den har et objektivt eller konkret forhold, som, om ikke enhver, så dog flere kan se eller ane og sagtens forstå reaktionen på, mens altså angsten er totalt genstandsløs, og så kan man nok så meget forklare eller klynke over, at man er ramt heraf, men det er svært for udenforstående at forstå, hvordan det kan gøre så ondt at være angst for intet.