De blev siddende i gruset længe. Det lignede ikke, de snakkede mere. Endelig kiggede Julian op fra sine hænder. Han havde grædt. Meget. Gårdspladsen var godt belyst, så alt var tydeligt for mig at se heroppefra. Jeg gemte mig, så godt jeg kunne her i mørket, så de ikke ville få øje på mig. Min mave slog knuder over at se Julian så ødelagt. Hvorfor var han så ked af det? Jeg fik en dårlig smag i munden over, at det kunne være mig, der havde forvoldt ham den smerte.