Glimt af håbEn tidligere voldsramt kvindes fortælling om at bevare håbet i de mørkeste øjeblikkeaf Laila Hyldgaard Tronsen

Bogen giver et indblik i, hvorfor man ikke bare går, første gang man bliver slået, ydmyget eller nedgjort. Den tager usagte problematikker og fortielser op til overvejelse.

Forfatteren ønsker at bryde de sværeste tabuer, italesætte de største forhindringer og at sætte fingeren lige der, hvor selvværd og selvtillid er skyld i, at man bliver for længe.

Bogen er skrevet med en rå og hudløs ærlighed, der kan skræmme, men også berolige. Den vil gøre op med skylden og skammen, og håbet er at få kvinder, der er gået fra deres voldelige partner, til at lave deres egne spejlinger på deres vej til heling.

Den er skrevet med ærlighed og kærlighed for at give små glimt af håb i det håbløse. 

Det er aften og mørkt udenfor. Inde i den hyggelige stue sidder en kvinde og stirrer stift frem for sig. Hendes øjne er tomme. Hun ryster voldsomt. Børnene sidder ved siden af hende i den bløde sofa. De siger ingenting, men deres øjne er fulde af tårer. De passer på deres mor og håber, de ikke skal hjem til deres far igen. De så deres mors ryg i morges, og de ved, det er ham, der har gjort hende ondt. En ældre kvinde kommer med en madras og en dyne. Hun siger stille til den apatiske kvinde i sofaen: “Du får min seng og mit værelse i nat. Jeg sover her på gulvet i legeværelset.” Kvinden kan ikke få et ord frem. Hendes børn får sikkerhed en hel nat.

Den unge kvinde, der lukkede dem ind, taler i telefon. Da hun er færdig, viser hun dem op på et værelse. Her kan de være i nat. Kvindens telefon ringer og ringer, da de er kommet i seng. Hun slukker den.

Hun kan ikke passe på ham mere. Hun må have ro til at tænke. Hun ligger i mørket og lytter til sine børns vejrtrækning. Hvordan er det kommet så vidt, at de er her? Hun kan ikke mærke sig selv længere.