erfaringer med at blive inkluderet som fuldgyldige partnere i deres møde med pædagogerne. Nogle børnehavebørn kan ubesværet gennem deres måder at bevæge sig på og tale positionere sig som anerkendte samtalepartnere. De lærer, at med dem udveksles der, og man lytter til dem. Andre har ikke fornemmelse for rytmen i institutionen og for kunsten at samtale. De må kæmpe for at blive anerkendt af pædagogerne som partnere, men er kun lejlighedsvist succesfulde. Bogens analyser bygger på et feltstudie af børns og pædagogers kropslige praktikker, som de udspiller sig i en københavnsk daginstitution, og den retter sig mod både praktikere og til undervisning på seminarier og efter-videreuddannelseskurser.