Anton og sorgens pilAnton-bøgerne #1af Kirsten Raagaard & Katrine Marie Guldager

Lektørudtalelse: Smuk billedbogsfortælling med fokus i skolen om en dreng på 10 år, der ikke selv forstår at han savner sin far. Kan bruges både i skole, institution og hjem til på en blid og indirekte måde at nærme sig et udbredt fænomen: en travl og fraværende far med en sød og veltilpasset søn, der indimellem mister gnisten Beskrivelse Anton på 10 år mærker, at alting bliver gråt omkring ham, selv beskriver han det som at han er ramt af sorgens pil. Hans mor kan ikke forstå og forklare, Anton plejer at være glad for at gå i skole. De søde lærere gør hvad de kan for at forklare hvor dejlig tilværelsen er ud fra hver deres vinkel, men forgæves. Selv rektor, der om nogen må forstå livets mening, kommer det ikke nærmere, men sender Anton ned til pedellen i kælderen. Han sætter sig stille med Anton på skødet og fortæller, at når man er ked af det, så er der altid en årsag. Da kommer Anton i tanker om, at far igen rejste bort til sit arbejde og ikke engang nåede at sige farvel. Det lettede, nu er Anton køreklar igen. Teksten er veldrejet, Kirsten Raagaards tegninger medfortællende både i udtryk, farveholdning og motivvalg, det store billedbogsformat muliggør oplæsning for grupper Samlet konklusion En yderst anvendelig hverdagsfortælling der har sit fokus i skolens verden og som tager sin 10-årige hovedperson og hans livsstemning alvorligt Jens Raahauge i Folkeskolen Af og til er det mol, der dur. Dette er tilfældet i historien om Anton, der pludselig bliver ramt af sorgens pil. Han selv står uforstående over for det uventede stemningsskift i sindet. Han spørger de voksne omkring sig, moren, lærerne og rektor, uden at få svar eller endsige hjælp. Men på skødet af pedellen går det op for ham, hvad han savner: Farens nærvær. Katrine Marie Guldager mestrer et sprog i mol, et sprog så afstemt, at man bliver fanget uden at føle sig manipuleret. Tonen er spinkel, solidarisk og begribelig. Kirsten Raagaards legende billedsprog indtager suverænt det rum, som ordfortællingen må lade stå åbent: at verden rundt om den, der er ramt af sorgen, fortsætter i sin egen groteske gang. Tilsammen giver forfatter og illustrator et indblik i en savnende drengs møde med både sine egne forvirrede tanker og omgivelser, der synes blottet for empati. Dette indblik må kunne give børn ord for at formulere savn, og det kan i hvert fald få os voksne, der er omgivet af børn, til at overveje vores egen grad af lydhørhed, når vi har grinet færdigt af bogens kolleger.