Dag efter dagNotater 3.1.11 til 12.5.11af Klaus Rifbjerg

Rifbjerg tager os i skole

Klaus Rifbjerg er mere nuanceret som digter end som samfundsrevsende polemiker. Den kulturradikale arv fremføres nok engang som kritisk målestok for nutidens politik, kunst og offentlighed. "Argumenterne glimrer ved deres fravær", og Rifbjerg bruger masser af energi på at karikere modstandernes personer frem for at påvise fejlene i deres synspunkter. Men han er en underholdende skribent. [Kort referat]

Fra krig til kongepudler

En veloplagt Klaus Rifbjerg causerer over 'livets gang i Lidenlund' med udgangspunkt i dagbøger fra starten af indeværende år. Der er både riv og aktualitet i teksterne, der bevæger sig ubesværet 'fra politisk harceleren til naboens kongepudler til egne vaklende gammelmandsben til piercede pikke'. Indimellem kammer han over, fx i harmen over krigene i Afghanistan og Libyen, og der er måske lidt vel meget herreværelse-passiar over bogen, men man kommer ikke uden om, at den er en fornøjelse at læse. [Kort referat]

Tossen på højen

Der bliver langet heftigt ud til højre og venstre af Klaus Rifbjerg uden at han på noget tidspunkt synes, at sætte sig ind i det han harcelererer over. Når det er sagt, så indeholder halvårsdagbogen mindst lige så mange kvaliteter udi indhold, sprogføring, stil og energi som hidtil, og det er stadig en stor fornøjelse at følge hans forfatterskab. [Kort referat]

Rifbjergs kalenderblade

”Der er både liv og sprælske spring, energi, galde og sproglig spændstighed” i Klaus Rifbjergs seneste dagbogs- eller kalendernotater, som gør status med en blanding af kommentarer, associationer, drømmesyner og erindringer. Med perfid veloplagthed og aktualitet gør han ikke mindst udfald imod de politiske aktører i den aktuelle valgkamp og efterlever bravt sit eget motto: ’Artigheden er dødbringende.’ Bogen er ikke et hovedværk i forfatterskabet, men den dokumenterer eftertrykkeligt, at Klaus Rifbjerg stadig er i fuld vigør. [Kort referat]

For meget muggent brok

De polemiske indslag i Klaus Rifbjergs dagbogsnotater er ikke overbevisende og til tider nærmest forvrøvlede. Den aggressive og bastante argumentation står i besynderlig kontrast til de nuancer og den eftertænksomhed, der farver bogens erindringsafsnit. Der er alt for meget af det første og alt for lidt af det sidste i ’Dag efter dag.’ [Kort referat]